BBPress

BBPress logo

Så fik jeg lavet en integreret installation af BBPress. For de, der ikke ved det, er BBPress WordPress-teamets bud på et forum. Det er lavet med samme ideologi som WordPress. Det er Open Source, nemt at bruge, samt simpelt og hurtigt. Det tiltaler mig en del, da der ikke er nogen forum-systemer, jeg bryder mig om. De bærer alle præg af, at der er fyldt mere og mere funktionalitet, lir og blinkende smileys oven på, indtil de tilsidst er temmelig uoverskuelige. Rent designmæssigt er de heller ikke ligefrem en fryd for øjet.

BBPress er anderledes elegant. Det bedste eksempel er WordPress’ supportforum. Eller BBPress’ eget forum. WordPress’ forum håndterer mange tusind indlæg uden problemer og når der bruges hot tags er det nemt at finde relavante debatter. Jeg havde stor glæde af den detalje ved installationen af BBPress. Det kan nemlig drille lidt at integrere brugeren fra WordPress og BBPress, men det kan lade sig gøre. Sådan at når er man oprettet den ene sted er man det også det andet og omvendt.

Som med WordPress kan det sprogversioneres, og det bliver den næste udfordring for WordPress.dk. Det, og så at få BBPress op at køre på WordPress.dk. Det kan ikke vare længe.

Se også min installation af BBPress. Den skal bruges i min andelsforening, hvor jeg bruger WordPress med Blix.

Eventcalender 3.1.0

Lad mig anbefale dette plugin. Jeg bruger det på kulturvesterbro.dk, hvor det annoncerer kommende arrangementer. Ganske handy eftersom, stort set, ingen ved hvad der foregår rundt omkring på min arbejdsplads. Det er ganske pinligt til tider, når naive brugere spørger “Hvilke arrangementer har i weekenden/næste uge/i morgen?” og man beskæmmet må sige “Det har jeg ingen idé om”. Det er ekstra belastende, når man sidder i informationen.

Nå, men det er jo selvfølgelig fordi Kultur Vesterbro er et så progressivt sted, og at der derfor sker så meget hele tiden.

Under alle omstændigheder hjælper sådan en kalender på at være lidt på forkant med tingene og smide, i det mindste, de arrangementer ind, som man har kendskab til.

Kalenderen kan både liste arrangementer eller fremhæve dem i en lille kompaktkalender. Begge dele kan nemt sættes ind i din sidebar med et tag det rigtige sted.

Førhen skulle man oprette en seperat kategori til kalenderen. I den nye version kan alle indlæg markeres som “events” og der er flere typer. Enten over flere dage, opsplittede eller enkeltstående og du kan putte start og sluttidspunkt på. Kortsagt udmærkede forbedringer af et udmærket plugin. Det kan oven i købet sprogversioneres, hvilket vil være oplagt at gøre på et tidspunkt.

Først skal jeg lige lave lidt css-magi for at gøre den kasse den laver i indlægget mere lækker. Matt har lavet noget ret cool i sit nye design.

Event Calender 3.1.0

Køkkenhelvede

91

Når man fjerner væggene mellem det gamle køkken, et kammer og så entréen, så roder man sig ud i det, der kaldes en “enterprise”. Det har familien Gazel så gjort. Det er ganske spændende, og jeg ser frem til resultatet. Problemet er bare, at det tager seks uger, og at vi i de seks uger skal være klemt inde i den resterende lejlighed sammen med en masse flyttekasser. Derudover er der murstøv overalt.

Det går lige, indtil køkkenfirmaet afleverer seks m3 mere i form af køkkenelementer, hvidevarer og den slags. Så bliver det lige pludselig lidt sværere.

Nå, men man kommer til at tænke på den gamle US marine læresætning: adapt, improvise, overcome.

Det vil vi så gøre.

Dansk Folkeparti

Eksklusionerne vil ingen ende tage i partiet, ser det ud til. Det er ikke en overraskende udvikling, da det længe har været ledelsens politik at gøre kort proces, når andre end de, der sidder øverst i hierarkiet, udtaler sig. Det måtte de menige medlemmer jo blive trætte af i det lange løb.

En sjov sideeffekt ved det hele er, at “topstyring” er blevet et fyord. Selvfølgelig er det ikke altid hensigtsmæssigt, at alle beslutninger går gennem en leder, men beslutningerne skal jo tages af lederen og det forventer fodfolket også. Al ledelse er topstyret i større eller mindre grad, og de fleste ville ikke have det anderledes, men det kan jo tage overhånd. Ledelse er jo også at uddelegere ansvar og så ellers håbe på, at de meninge personer, det være sig kolleger, partimedlemmer eller lign., ellers magter det.

Måske er det bare mig, men jeg synes ikke topstyring er et fyord, men der skal topstyres på den rigtige måde.

WordPress.dk

[photopress:wp_logo_web.gif,full,alignright]

Så er WordPress.dk i luften. Idéen bag er den at skabe et forum for danske WordPress-brugere. Derudover er planen den at oversætte WordPress-dokumentationen – WordPress-kodekset – til dansk. Det er selvfølgelig en smule ambitiøst, da der er mange hundrede sider, men mindre kan også gøre det.

De forskellige WordPress temaer vil blive fordansket løbende. Et par stykker er allerede klar til download. Andre er på vej. Blandt andet det tema jeg selv bruger Relaxation. Det skal lige kigges efter i sømmene før jeg gør det tilgængeligt.

Indtil videre har jeg bidraget med en fordanskning afWordPress politikker, der er lidt om kravene (de få der er) for at bruge WordPress. Hovedsagligt handler det om at WordPress er Open Source hele vejen igennem, men at WordPress fællesskabet ikke tager ansvar for hvordan WordPress bruges eller snarere misbruges.

Hold øje med WordPress.dk, der vil ske en løbende udvikling af webstedet.

Superman Returns

[photopress:superman_1.jpg,full,alignleft]

Superman Returns var ok, men visse ting var mindre heldige.

Lois Lane, Jimmy Olsen og Perry White var slet og ret elendigt castet. Skuespillerne gjorde det dog fint – undtagen Kate Bosworth. Hendes Lois Lane falder helt ved siden af. Hun spiller betuttet eller fornærmet det meste af tiden, når hun skulle være hektisk, febrilsk og kolerisk. Selvfølgelig er hun blevet mor osv., men det burde ikke ændre hendes personlighed. Margot Kidder ramte i højere grad Lois Lane lige på sømmet. Og så har jeg svært ved at se Lois Lane med brune slangekrøller i stedet for sort pagehår.

Spacey som Luthor var fin nok. Særligt den første scene var lige i øjet. Til gengæld synes jeg, at hans master plan var temmelig søgt. Den falder i tråd med hans kærlighed for jord, men hvad fordelen skulle være med den mareridtsklippe, han skaber, har jeg svært ved at se. Selvom det er psykopatiske Luthor virker det bare åndsvagt og ikke særligt udspekuleret.

Derudover er jeg meget skuffet over effekterne. Supermans flyvning er blevet mere naturlig, særligt når han svæver oprejst. Men når nu de vilde ting fra tegneserierne kan laves på film, så ærgrer det mig, de ikke laver det. Bevares han holder et fly i snuden og løfter diverse ting og han er mindre fedtet med sit varmesyn og røntgensyn. Men hvorfor flyver han bare ned i jorden, når han skal løfte klippen ud i rummet. Det er jo nærmest 1978 måden at gøre det på. CGI-folkene skulle da lave en scene, hvor Superman leger menneskeligt bor og borer krystalklippen fri fra jordskorpen.

Han skulle måske ikke ligefrem sy en flænge i jorden sammen med en stor nål og nogle telefonkabler … og dog hvorfor ikke egentlig? Det er jo Superman!

Jeg savnede også lidt flere smil fra Brandon Routh. Han var lidt for meget træmand. Christopher Reeves Superman-smil og sjove kommentarer var nok smule cheasy, men de fungerede, og så kunne Reeve også se rigtig godt gammeldags sur ud. I ved Steven Seagal på en god dag. Noget Brandon Routh burde have været, da han blev reddet og fik sine kræfter igen i flyet. Jeg mener, manden har lige fået regulære tæsk. I stedet står han stiv som en støtte og siger, han bliver NØDT til at flyve tilbage. Gu’ skal han da tilbage – for at uddele bøllebank til Luthor og hans slæng.

Til gengæld er scenen, hvor han flyver op gennem skyerne og bader i solens lys for at få kræfterne tilbage hele filmen værd. Det gav simpelthen et sug i maven og er en cadeau til en lignende scene fra Dark Knight Returns.

Overordnet synes jeg også filmen manglede fremdrift. Eller momentum som man siger i filmsprog. Der var simpelthen for mange døde passager. De var nok vigtige for figurerne, men stadig for lange. Det tager jeg måske i mig efter andet gennemsyn, men det var mit førstehåndsindtryk. Kun James Cameron kan skabe momentum nok til en action film på over to timer. Sikkert fordi han tager tre timer og koger ned til 2 timer og et kvarter. Singer burde have gjort det samme og landet på 2 timer. Det samme burde Gore Verbinsky have gjort med begge sine Piratfilm i øvrigt. De kan s’gu altid lave en extended version til dvd-markedet.

Men på trods af risene var det dejligt at se Superman flyve igen, og man kan
håbe på, at der kommer endnu flere superting i efterfølgeren.