Efter den noget mislykkede ‘X-men: The Last Stand‘ forsøger bagmændene sig nu med en prequel. Måske inspireret af den succesfulde prequel til ‘Star Trek‘. Under alle omstændigheder skal vi tilbage i tiden. Til en tid hvor Charles Xavier og Eric Lehnsheer i fællesskab prøver at finde den rette vej for verdens mutanter. Når de altså først har fundet dem.

Charles Xaviers drøm er, at mennesker og mutanter kan leve sammen uden frygt for hinanden og Eric prøver at se virkeligheden på Charles’ måde, men Erics opvækst i en KZ-lejr og likvideringen af hans mor i selvsamme, kan han ikke slippe. Og Charles’ baggrund er da også noget mere tryg og harmonisk. Eric kan dog bruge Charles’ råd om, at hans styrke og fulde potentiale ikke ligger i hans vrede og had, men også i hans smerte og kærlighed til sin mor, hvorfor han skal finde den fulde kraft et sted midt imellem.

Så Eric indser, at Xavier, trods alt, har fat i noget og kan bruge nogle af hans tanker, og sammen drager de ud for at finde andre af deres slags. Det samme gør filmens skurk og i denne X-men-film er det så Sebastian Shaw og på vanlig Hollywood-vis, hvor alting skal hænge sammen for enhver pris, så er Shaw tidligere SS-læge fra selvsamme lejr, hvor Eric var fanget. De har altså en fortid sammen, hvor usandsynligt det så end er. Og for det ikke skal være løgn, så møder Xavier også Raven Darkhölme (senere Mystique) i de unge år og tager hende under sine vinger.

Hvad med forlægget?
Det er ingen hemmelighed, at jeg virkelig ikke kan fordrage, når forlægget ikke respekteres i filmatiseringerne. Særligt når det gælder superhelte. Jeg hader virkelig, når figurerne i en historie bare bruges og sættes sammen på en tilfældig måde, og det er desværre den tendens vi er nået til med superheltefilmatiseringerne og (åbenbart) i særlig grad i disse “Origin”-film. Jeg vil ikke have en eksakt kopi af forlægget, men en nådig “fortolkning” af forlægget. Forlægget hænger altid sammen og er bæredygtigt. Ellers ville det ikke være interessant at filmatisere. Sagt på en anden måde, så giver det mening (og er godt tænkt), at Peter Parker bliver bidt af en genmanipuleret edderkop i stedet for en radiaktiv. Til gengæld giver det meste af historien i X-men: First Class ikke mening. De kunne lige så godt have opdigtet deres egne figurer. De får dog en smule anerkendelse for at have fået sneget Cuba-krisen ind i plottet.

Skuespillerne
Filmen har dog sine kvaliteter og den ligger hos skuespillerne. James McAvoy har den rette autoritet og entusiasme med et grand af alvor som Xavier. Han behøvede dog ikke trykke sig selv på tiningen hver eneste gang han bruger sin mutantkraft. Michael Fassbender er alvorlig og tvivlende som Eric Lehnsherr, og så der jo Kevin Bacon som grænsepsykotisk, dumt svin. En rolle han viste han mestrer til fulde i ‘Hollow Man‘. I X-men: First Class arbejder han videre i samme spor. January Jones spiller Emma Frost og gør sig ikke specielt bemærket, men det tilgengæld en fornøjelse, at se Emma Frost på film.

Hvor er …?
Til gengæld savnede jeg Cyclops og Jean Grey. Hvordan kan man lave en “Origin” film uden disse helt oprindelige figurer? Der kunne jo sagtens findes plads til både Hank McCoy og Cyclops’ bror Alex Summers. Jeg mener, Eric Lehnsherr har en fortid med Sebastian Shaw, men Alex og Scott Summers har ikke en fortid sammen? Det kommer jeg aldrig til at forstå. Men hvorom alt er, så er X-men: First Class udmærket underholdning, men den er, desværre, en ringe X-men-film.

At placere Sherlock Holmes i vores nutid er jo nærmest helt vanvittigt. Sherlock Holmes skal være omgivet af gul londontåge, droscher, piberøg og være iklædt kappe, deerstalker hat og forstørrelsesglas. Hvis de ting fjernes, så fjerner man også rygraden i Conan Doyles historier om verdens største detektiv. Skulle man tro. Ikke desto mindre har BBC med serien ‘Sherlock‘ flyttet Sherlock Holmes ind i vores nutid med alt hvad det indebærer af moderne bekvemmeligheder, og det fungerer faktisk.

Sherlock generer DI Lestrade med en sms. Foto: http://iheartsubtitles.wordpress.com.

Sherlock Holmes er faktisk flyttet ind i nutiden på to planer. Der er den historietekniske, hvor vores helt snuser rundt i dagens London og bruger en taxa, rappe fødder eller byens tage til at komme rundt. Han bruger også også hjemmevant moderne værktøjer såsom sms, gps og computere. På samme måde er Watson også moderniseret: Han er traumatiseret krigslæge fra Afghanistan og bliver opfordret til at blogge for at få bearbejdet sine oplevelser og derved konfrontere sin psykiske smerte. Det giver vist sig selv, hvilke oplevelser, der havner på den blog. De to figurer er i øvrigt og så blevet mere uformelle, idet de kalder hinanden ved deres fornavne: Sherlock og John.

Journalisterne får simultant Sherlocks mening om politiets redegørelse. http://iheartsubtitles.wordpress.com-

Serien er også flyttet ind i nutiden rent teknisk. På bedste CSI-vis analyserer Holmes gerningsstedet, men publikum får at vide, hvad han ser via tekstbeskeder på skærmen. Det betyder heldigvis ikke, at vi snydes for hans indiskutable udlægning af, hvad der er sket, men vi får visualiseret, hvad han observerer. Sms’er har også fået en aktiv rolle i serien. Holmes bruger dem både til at genere politiet, pressen og Watson. Sms’erne bliver også visualiseret på en opfindsom måde. Normalt vil kameraet vise beskeden i telefonens skærm. I ‘Sherlock’ toner teksten frem på skærmen. På den måde forstyrres scenen mindre, og der kan fokuseres på skuespillerne og deres reaktion på beskeden. Det synes jeg fungerer rigtigt godt, og jeg er sikker på, at andre ville tage teknikken til sig.

Watson må også finde sig i at blive sms-stalket. http://iheartsubtitles.wordpress.com.

Konklusionen er, at jeg er helt vild med ‘Sherlock’. Og jeg er ellers også vild med de serier Grenada Television lavede i firserne med Jeremy Brett som Holmes. De var helt tro mod historierne, kronologien og derfor, naturligvis, rigtig gode. Alligevel rammer ‘Sherlock’ ånden og nerven i Conan Doyles forlæg så godt, at det er umuligt ikke at tage den moderne Sherlock Holmes til sig. Hvis ellers manuskriptet er i orden, så er Holmes, hans metoder og hans stil noget der holder. Rammerne er i den forbindelse underordnede. Elementært!

Overraskende nok, så var det ingen ringene end J. J. Abrams, der skulle vise vejen. I serien ‘Alias’ genopfandt han den tempofyldte musikvideostil, som Michael Mann brugte i ‘Miami Vice’ og serien ‘Lost’ er helt unik. Med andre ord virker han som det helt rigtige valg til at genoplive Star Trek  –  selvom det er meget farligt territorium at bevæge sig ud på. Lykkedes det det så? Ja, det er gør det faktisk. Sammen med manuskriptforfatterne Roberto Orci og Alex Kurtzman fortæller han historien om Kirk, Spock og de andre fra deres tid i akademiet til de havner på Enterprise. Men samtidigt har de været så sindrige at lave en tidssløjfe, så historien genfortælles, men ikke den historie vi allerede kender. Det er genialt.

Det er selvfølgelig en utaknemmelig opgave at besætte rollerne i sådan en relancering af Star Trek. Det er dog lykkedes udmærket. Særligt Spock bliver leveret meget overbevisende af Zachary Quinto. Zoë Saldana spiller Uhura og det er da glædeligt, men ikke overraskende. Til gengæld er Karl Urban som McCoy et pudsigt og rigtig godt valg. Det er faktisk kun Chris Pine som Kirk, der irriterer mig lidt, men spørgsmålet er om det ikke er en kvalitet ved netop den rolle. Den unge Kirk skal jo være en oprører og ualmindeligt øretæveindbydende og det gør Chris Pine udmærket.

Star Trek er klar til at udforske nye grænser og jeg glæder mig ret meget til at se de næste film med den nye besætning.

Min Htc Desire.

Jeg har aldrig været specielt interesseret i at få en iPhone eller en anden smartphone, men sidste sommer (2009) kunne jeg godt se, at det begyndte at ske en ændring på markedet. HTC Magic og HTC Hero dukkede op. De brugte Googles styresystem Android, og eftersom jeg  har bidt hovedet af al skam, og bruger alt, hvad Google har at tilbyde, så var det jo ekstra tillokkende. Derudover så det ud til at de nye mobiler var ved at nærme sig det, der medierne blev kaldt en “iPhone-dræber”. Altså et alternativ, der kunne måle sig med en iPhone og ikke bare var en dårlig kopi.

Så jeg begyndte jeg at holde øje med, hvornår den helt rigtige telefon dukkede op. Første kandidat var Googles egen Nexus One. Det lå jo lige for, at det var den, det skulle være. Desværre var det ikke meningen, at den skulle komme til salg i Danmark. Det viste sig dog, at det ikke var en katastrofe. HTC, som producerer Nexus One, er ikke tabt bag en vogn, så de lavede en telefon næsten magen til, som de solgte som deres egen og kaldte ‘Desire’. Så det blev derfor en HTC Desire, der blev min nye smartphone.

Den må siges at leve op til alle forventningerne. Jeg gik fra en Nokia 6300, der er rigtig lækker og praktisk. Den kan i teorien kan gå på nettet og har kalenderfunktion mv. Men det er ikke det samme som en smartphone. Slet ikke. En smartphone opfører sig i meget højere grad som en pc. Den vil helst finde en wifi-adgang og kan den ikke det, så bruger den 3g. Den har en skærm, der gør at du rent faktisk kan bruge browser, kalender- og mailfunktion mv. til noget. Og så er der applikationerne, også kaldet apps. Masser af apps. Og de kan faktisk bruges til noget. Det er en uoverskulig verden af muligheder, der åbner sig der. Men hovedsagligt bruger jeg min adgang til Gmail og mine Facebook og Twitter apps. Og så blev Google Navigation brugt i stor stil på vores bilferie i Jylland.

Jeg er normalt ikke den store gadget freak, men jeg må indrømme, at jeg rigtig glad for min smartphone, og går aldrig tilbage til en almindelig telefon igen. En smartphone er bare smartere.