Hærværk af Tom Kristensen

For sin tid var Tom Kristensens roman “Hærværk” meget kontroversiel og provokerende. Det er den ikke mere. Verden var mere enkel dengang. Mere lige til og uskyldig. Og borgerskabet, der dengang var respekteret, var ikke noget du bare vendte ryggen. Det var et privilegium at være en del af det, og noget du stræbte efter at komme til at tilhøre. Alligevel vælger romanens hovedperson, Ole Jastrau, at “gå i hundene”. Som han kalder det. Det gjorde du ikke bare dengang.

Siden da har der været masser af forfattere, der er gået i hundene. Der er rockstjerner, der har brændt lyset i begge ender og Hunter S. Thompson brugte gonzojournalist til at fortælle om, hvor langt ud du kan komme med alkohol og kemikalier.

Så langt ud kommer Jastrau ikke. Hans deroute er mere intellektuel. Han er en falleret digter, der er gået kold i sin borgerlige tilværelse med fast arbejde, kone og barn. Han er intellektuelt respekteret, men nu som dengang, så er det ikke kultur, der får mest spalteplads i avisen, så han føler en vis modløshed og træthed over sit anmelderjob på en velrenommeret avis.

Ind af døren kommer nogle personer fra Jastraus kommunistiske fortid. Særligt den unge Steffensen, som viser sig at være chefredaktørens søn, får skubbet til Jastraus mindreværd og følelse af at være en falleret lyriker, der gemmer sig i sine småborgerlige og trygge rammer. Steffensen skriver nemlig fremragende lyrik. En evne Jastrau synes at have mistet. Det er ikke godt.

Han går i hundene

Herfra ekskalerer Jastraus drikkeri, men det er stadig med sindet i behold og med overskud til at beskrive omgivelserne og verden omkring sig. Der bliver reflekteret. Du kan sige, at det er ikke sanseløs druk. Ikke hele tiden i hvert fald. Og det er på sin vis godt. For romanen har mange kvaliteter. Kristensens sprog er sprudlende og levende. Du får virkelig oplevet København gennem Jastraus øjne. Den del gør romanen værd at læse.

Derudover, så må jeg være hård og sige, at selvom Jan Sonnergaard (han har skrevet forordet) mener, at romanen er stramt fortalt, så synes jeg, den er for lang. Det er på sin vis en kvalitet i, at Kristensen giver sig god tid til at lade sin figur gå i hundene. At den slags ikke bare sker fra den ene dag til den næste. Alligevel mener jeg, at det går ud over fremdriften i historien.

Så konklusionen er, at “Hærværk” er ualmindeligt velskrevet, omend en kende langtrukken, men at romanen fortjener al den anerkendelse, den har fået i tidens løb. Jeg mener dog, at selvom “Hærværk” har været tidligt ude med sit tema om det bevidste, menneskelig forfald, så er den blevet overgået af andre tilsvarende romaner siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *