Nemi

nemi.jpg

Jeg vil bryde sammen og tilstå, at jeg holder meget af Nemi. For de, der ikke ved, hvad det er, kan jeg sige, at det er en tegneseriestribe. Hovedpersonen er Nemi Montoya. Nemi er vel nærmest en gothic, heavymetal, Dungeons & Dragons-type og hunkøn. Derudover er hun i midten af 20’erne. Serien er forfattet og tegnet af nordmanden Lise Myhre, der nok minder en del om sin figur, men hun siger selv, at Nemi snarere er som en slags usynlig ven end et spejlbillede af hende selv.

Nemi er notorisk b-menneske, elsker Heavy Metal, er dyreven og har en lettere sarkastisk/kynisk tilgang til livet. Derudover er hun meget fantasiful – jeg tror gerne, hun så verden befolket af elvere og drager. Ikke overraskende er hun glad for Ringenes Herre, samt filmatiseringen, bortset fra sødsuppeelementerne med Arven. Hendes eskapisme kommer også til udtryk ved, at hun hader dagligdagsproblemer, såsom opvask og regninger. Hun går hellere byen for at drikke bajere og ryge smøger. Kort sagt minder hun om de flestes indre drengerøv, der ikke vil blive voksen.

nemifooter.gif

Lise Myhres streg er i mine øjne fremragende. Den er enkel og sikker, og de grimasser hun giver Nemi til tider er ubeskrivelige. Som en sjov ting kan nævnes, at Nemi selv er sort/hvid, mens resten af verden i striben er i farver. Hvilket sikkert også er den måde, Nemi ser verden på.

Den daglige Nemi stribe kan læses i nettavisen.no. Hun kan også læses i Urban, samt på engelsk i Metro.co.uk. Kent Damgaard har også skrevet en artikel om Nemi på Tegneseriesiden.dk. Desværre kan man ikke modtage nogen af striberne som feed. Det ville ellers være rart.

Jeg håber, at andre vil tage Nemi til sig, hun er det værd.

2 tanker om “Nemi”

  1. Jeg kender udmærket adressen. Jeg savner dog et feed på striben. Jeg får ikke besøgt den side hver dag. Det glemmer jeg. Sådan er det, når man begynder at bruge feeds. De er stærkt vanedannende og praktiske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *