De fleste er tilmeldt en del online-tjenester rundt på nettet og næsten alle giver mulighed for, at du kan uploade et profilbillede. Der har altid været nogle, der straks så mulighederne i sådan et billede, mens flertallet har været ligeglade eller hysterisk bange for at “vise” sig selv på nettet. Facebook har dog ændret på det. Det er faktisk forbavsende få, som ikke har et profilbillede på Facebook. Et billede af dem selv, vel at mærke. Og da Facebook har har slået alle andre af den slags tjenester med flere længder og derved sætter standarden, må man gå ud fra at profilbilleder ikke længere er så farlige.
Filmklichéer
Når en filmanmelder virkelig skal føre kniven, vil han ofte påstå, at en film er fyldt med klichéer, er klichepræget eller lignende. I betydningen, at filmen er forudsigelig, kedelig og spild af tid. Men faktisk kan vi ikke undvære klichéer. De fleste historier ville falde sammen uden en vis form for forudsigelighed og her er klichéer uundværlige. Der er en vis tryghed for tilskueren i at kunne forudsige det næste, der sker. Derudover er der mange genrer der er helt afhængige af disse klichéer. Jeg kunne nævne westerns (den ensomme rytter i solnedgangen), actionfilm (eksplosioner, biljagter) og romantiske komedier (dreng møder pige, de bliver taget fra hinanden og finder hinanden igen). Udfordringen for forfatteren og instruktøren er at bruge disse klichéer på en ny måde eller sådan, at de ikke virker som klichéer.
Blyanter
Jeg vil gerne slå et slag for et af verdens mest oversete skriveredskaber: blyanten. Jeg forstår ikke, hvorfor blyanten ikke længere er at finde nogen steder. Den koster næsten ingenting, ligger godt i hånden, og det du skriver, kan viskes ud igen. Det er selvfølgelig en ulempe, at den skal spidses, men så brug en stiftblyant. Jeg forstår ikke, hvorfor kuglepennen i den grad har slået blyanten af banen. Bevares, når man skal skrive under på vigtige dokumenter, så er det vigtig, at skriften er permanent, men derfor er der da ingen grund til ikke at bruge blyant til noter, kladder og andre håndskrevne ting. Fik jeg nævnt, at det skrevne kan viskes ud igen?
Alphabeat
Jeg kunne lide Alphabeat fra første færd, da jeg så dem lukke festen med et brag ved uddelingen af Boogie Prisen i 2008. Her var et band med den rette lyd, entusiasme, performance og spilleglæde. I hvert fald efter mit hovede. Stor var min glæde, da jeg opdagede, at hele deres album var mere fra samme skuffe. Ingen tvivl om, at de kunne slå igennem på verdensplan, hvilket yderligere blev forstærket af, at de fik tildelt både priser og høje hitlisteplaceringer. Hele bandet flyttede da også til London for at arbejde på deres internationale gennembrud.
Men ak, her går det galt. I mine øjne skal der ikke ændres noget som helst ved Alphabeat. Hele pakken af band, musik, sange og deres hele ungdommelige glæde og optræden er i orden. De skulle bare eksponeres til resten af verdenen. Bevares, deres videoer kunne være bedre, men det er en del af deres charme. Musikken er god, iørefaldende og glad og har en friskhed og en sprødhed, hvor man rent faktisk kan høre, det er et band, der spiller. Det er noget jeg i den grad savner i moderne popmusik, hvor alting lyder ens, og som det er lavet den samme håndfuld personer. Det hele svæbt ind i et overproduceret fløjlstæppe af blød vellyd uden nogen kanter overhovedet.
Nytårsforsæt
Inspireret af Matt Mullenwegg vil jeg lave nogle nytårsforsætter. Mest fordi det er sundt at sætte sig nogle mål. Ikke fordi jeg vil sidde helt sønderknust i december, hvis de ikke bliver opfyldt. Jeg ser det mest som en hyggelig øvelse.
Glædelig jul 2008
Julen blev fejret på behørig vis, som sædvanlig, hos familien Gazel. Her er selve træet og jeg har samlet lidt flere billeder i et galleri.



