Hærværk af Tom Kristensen

For sin tid var Tom Kristensens roman “Hærværk” meget kontroversiel og provokerende. Det er den ikke mere. Verden var mere enkel dengang. Mere lige til og uskyldig. Og borgerskabet, der dengang var respekteret, var ikke noget du bare vendte ryggen. Det var et privilegium at være en del af det, og noget du stræbte efter at komme til at tilhøre. Alligevel vælger romanens hovedperson, Ole Jastrau, at “gå i hundene”. Som han kalder det. Det gjorde du ikke bare dengang.

Siden da har der været masser af forfattere, der er gået i hundene. Der er rockstjerner, der har brændt lyset i begge ender og Hunter S. Thompson brugte gonzojournalist til at fortælle om, hvor langt ud du kan komme med alkohol og kemikalier.

Så langt ud kommer Jastrau ikke. Hans deroute er mere intellektuel. Han er en falleret digter, der er gået kold i sin borgerlige tilværelse med fast arbejde, kone og barn. Han er intellektuelt respekteret, men nu som dengang, så er det ikke kultur, der får mest spalteplads i avisen, så han føler en vis modløshed og træthed over sit anmelderjob på en velrenommeret avis.

Ind af døren kommer nogle personer fra Jastraus kommunistiske fortid. Særligt den unge Steffensen, som viser sig at være chefredaktørens søn, får skubbet til Jastraus mindreværd og følelse af at være en falleret lyriker, der gemmer sig i sine småborgerlige og trygge rammer. Steffensen skriver nemlig fremragende lyrik. En evne Jastrau synes at have mistet. Det er ikke godt.

Han går i hundene

Herfra ekskalerer Jastraus drikkeri, men det er stadig med sindet i behold og med overskud til at beskrive omgivelserne og verden omkring sig. Der bliver reflekteret. Du kan sige, at det er ikke sanseløs druk. Ikke hele tiden i hvert fald. Og det er på sin vis godt. For romanen har mange kvaliteter. Kristensens sprog er sprudlende og levende. Du får virkelig oplevet København gennem Jastraus øjne. Den del gør romanen værd at læse.

Derudover, så må jeg være hård og sige, at selvom Jan Sonnergaard (han har skrevet forordet) mener, at romanen er stramt fortalt, så synes jeg, den er for lang. Det er på sin vis en kvalitet i, at Kristensen giver sig god tid til at lade sin figur gå i hundene. At den slags ikke bare sker fra den ene dag til den næste. Alligevel mener jeg, at det går ud over fremdriften i historien.

Så konklusionen er, at “Hærværk” er ualmindeligt velskrevet, omend en kende langtrukken, men at romanen fortjener al den anerkendelse, den har fået i tidens løb. Jeg mener dog, at selvom “Hærværk” har været tidligt ude med sit tema om det bevidste, menneskelig forfald, så er den blevet overgået af andre tilsvarende romaner siden.

Den utrolige historie om Kavalier og Clay

Med udgangspunkt i tegneserierne og pulpmagasinerne i tredivernes USA har Michael Chabon begået værk, som godt kan falde ind i kategorien ‘Den Store Amerikanske Roman’. Han fik da også  Pulitzer-prisen (fiction) for den i 2001.

Men hvad er det for en roman? Hvordan kan man skrive om tegneserier og ende med at få Pulitzer-prisen? Hvad er det, der er lykkedes så godt for Michael Chabon (som i øvrigt udtales Shea som i stadium og Bon som i Jovi). Først og fremmest skriver han blændende godt. Hver eneste linje er en fornøjelse at læse. Og så er tegneserier jo verdens bedste emne at skrive om. I hvert fald, hvis du sprøger mig.

Læs mere ...Den utrolige historie om Kavalier og Clay

Rejsen til Saturn

Jeg har altid været en stor fan af Claus Deleurans syrede og pisseskægge tegneserier, hvor “Rejsen til Saturn” er et absolut højdepunkt. Og da jeg hørte at folkene bag “Terkel i knibe” ville filmatisere den tænkte, at det var den smukkeste kombination af en fed historie og de folk, der skulle bringe den til live. Humoren i “Terkel i knibe” er ikke langt fra Claus Deleurans med hensyn til grovkornethed og fuldstændig mangel på politisk korrekthed. Nu traileren blevet frigivet.

Traileren har intet med filmen at gøre, men den lover godt.

Læs mere ...Rejsen til Saturn

Arn Magnusson

Arn Magnusson - mark.gazel.dk

Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med Jan Guillous trilogi om Arn Magnusson. Jeg glædede mig derfor meget til at se filmen. Filmen er faldet ganske heldigt ud. Selvfølgelig er der nogen ting fra romanerne, jeg savner, men den er godt skruet sammen i betragtning af, det er skandinavisk produktion. Det er også befriende at se nogle “almindelige” mennesker i rollerne og ikke det sædvanlige Hollywood-slæng. Min største anke til filmen er, at Joakim Nätterqvist, der spiller Arn, i den første halvdel af filmen render rundt med alvorlig rynke i panden det meste af tiden. Og så kunne jeg godt savne, at de havde gjort mere ud af scenen, hvor Arn gør kul på de seks landevejsrøvere. Han gør det trods alt ene mand, mens hans væbner ubekymret ser til, vel vidende, at det har Arn styr på. Det er faktisk væsentlig scene i romanen, idet Saladin her ser Arn for første gang og får bekræftet, at rygterne om Al Ghoutis krigerevner faktisk er sande.

Læs mere ...Arn Magnusson

Nemi

nemi.jpg

Jeg vil bryde sammen og tilstå, at jeg holder meget af Nemi. For de, der ikke ved, hvad det er, kan jeg sige, at det er en tegneseriestribe. Hovedpersonen er Nemi Montoya. Nemi er vel nærmest en gothic, heavymetal, Dungeons & Dragons-type og hunkøn. Derudover er hun i midten af 20’erne. Serien er forfattet og tegnet af nordmanden Lise Myhre, der nok minder en del om sin figur, men hun siger selv, at Nemi snarere er som en slags usynlig ven end et spejlbillede af hende selv.

Nemi er notorisk b-menneske, elsker Heavy Metal, er dyreven og har en lettere sarkastisk/kynisk tilgang til livet. Derudover er hun meget fantasiful – jeg tror gerne, hun så verden befolket af elvere og drager. Ikke overraskende er hun glad for Ringenes Herre, samt filmatiseringen, bortset fra sødsuppeelementerne med Arven. Hendes eskapisme kommer også til udtryk ved, at hun hader dagligdagsproblemer, såsom opvask og regninger. Hun går hellere byen for at drikke bajere og ryge smøger. Kort sagt minder hun om de flestes indre drengerøv, der ikke vil blive voksen.

nemifooter.gif

Lise Myhres streg er i mine øjne fremragende. Den er enkel og sikker, og de grimasser hun giver Nemi til tider er ubeskrivelige. Som en sjov ting kan nævnes, at Nemi selv er sort/hvid, mens resten af verden i striben er i farver. Hvilket sikkert også er den måde, Nemi ser verden på.

Den daglige Nemi stribe kan læses i nettavisen.no. Hun kan også læses i Urban, samt på engelsk i Metro.co.uk. Kent Damgaard har også skrevet en artikel om Nemi på Tegneseriesiden.dk. Desværre kan man ikke modtage nogen af striberne som feed. Det ville ellers være rart.

Jeg håber, at andre vil tage Nemi til sig, hun er det værd.