Efter den noget mislykkede ‘X-men: The Last Stand‘ forsøger bagmændene sig nu med en prequel. Måske inspireret af den succesfulde prequel til ‘Star Trek‘. Under alle omstændigheder skal vi tilbage i tiden. Til en tid hvor Charles Xavier og Eric Lehnsheer i fællesskab prøver at finde den rette vej for verdens mutanter. Når de altså først har fundet dem.
At placere Sherlock Holmes i vores nutid er jo nærmest helt vanvittigt. Sherlock Holmes skal være omgivet af gul londontåge, droscher, piberøg og være iklædt kappe, deerstalker hat og forstørrelsesglas. Hvis de ting fjernes, så fjerner man også rygraden i Conan Doyles historier om verdens største detektiv. Skulle man tro. Ikke desto mindre har BBC med serien ‘Sherlock‘ flyttet Sherlock Holmes ind i vores nutid med alt hvad det indebærer af moderne bekvemmeligheder, og det fungerer faktisk.
Sherlock generer DI Lestrade med en sms. Foto: http://iheartsubtitles.wordpress.com.
Sherlock Holmes er faktisk flyttet ind i nutiden på to planer. Der er den historietekniske, hvor vores helt snuser rundt i dagens London og bruger en taxa, rappe fødder eller byens tage til at komme rundt. Han bruger også også hjemmevant moderne værktøjer såsom sms, gps og computere. På samme måde er Watson også moderniseret: Han er traumatiseret krigslæge fra Afghanistan og bliver opfordret til at blogge for at få bearbejdet sine oplevelser og derved konfrontere sin psykiske smerte. Det giver vist sig selv, hvilke oplevelser, der havner på den blog. De to figurer er i øvrigt og så blevet mere uformelle, idet de kalder hinanden ved deres fornavne: Sherlock og John.
Journalisterne får simultant Sherlocks mening om politiets redegørelse. http://iheartsubtitles.wordpress.com-
Serien er også flyttet ind i nutiden rent teknisk. På bedste CSI-vis analyserer Holmes gerningsstedet, men publikum får at vide, hvad han ser via tekstbeskeder på skærmen. Det betyder heldigvis ikke, at vi snydes for hans indiskutable udlægning af, hvad der er sket, men vi får visualiseret, hvad han observerer. Sms’er har også fået en aktiv rolle i serien. Holmes bruger dem både til at genere politiet, pressen og Watson. Sms’erne bliver også visualiseret på en opfindsom måde. Normalt vil kameraet vise beskeden i telefonens skærm. I ‘Sherlock’ toner teksten frem på skærmen. På den måde forstyrres scenen mindre, og der kan fokuseres på skuespillerne og deres reaktion på beskeden. Det synes jeg fungerer rigtigt godt, og jeg er sikker på, at andre ville tage teknikken til sig.
Watson må også finde sig i at blive sms-stalket. http://iheartsubtitles.wordpress.com.
Konklusionen er, at jeg er helt vild med ‘Sherlock’. Og jeg er ellers også vild med de serier Grenada Television lavede i firserne med Jeremy Brett som Holmes. De var helt tro mod historierne, kronologien og derfor, naturligvis, rigtig gode. Alligevel rammer ‘Sherlock’ ånden og nerven i Conan Doyles forlæg så godt, at det er umuligt ikke at tage den moderne Sherlock Holmes til sig. Hvis ellers manuskriptet er i orden, så er Holmes, hans metoder og hans stil noget der holder. Rammerne er i den forbindelse underordnede. Elementært!
Star Trek er serien (både film og tv), der aldrig slutter. Heldigvis for det. I de sidste mange år har der dog været en del stardates mellem de gode Star Trek eventyr. Serien ‘Enterprise‘ var et frisk pust, da den var en prolog til den oprindelige serie. Skibet, besætningen og det var mindre sofistikeret, og var på den måde en kontrast til ‘The Next Generation‘, som var en klar opgradering af den oprindelige serie. ‘Enterprise’ blev dog aldrig den succes, som alle havde håbet på. På filmsiden er den oprindelige besætning blevet afløst af næste generation i filmen ‘Generations‘ og der er blevet lavet tre yderligere film med Picard og hans folk. Uanset om det var det ene eller andet crew, så blev filmserien nærmest kun blev holdt i live af skuespillerne, som ofte også instruerede filmene. Både team Kirk og team Picard havde nok gejsten, men tiden var løbet fra dem. Der skulle ske noget nyt.
Overraskende nok, så var det ingen ringene end J. J. Abrams, der skulle vise vejen. I serien ‘Alias’ genopfandt han den tempofyldte musikvideostil, som Michael Mann brugte i ‘Miami Vice’ og serien ‘Lost’ er helt unik. Med andre ord virker han som det helt rigtige valg til at genoplive Star Trek – selvom det er meget farligt territorium at bevæge sig ud på. Lykkedes det det så? Ja, det er gør det faktisk. Sammen med manuskriptforfatterne Roberto Orci og Alex Kurtzman fortæller han historien om Kirk, Spock og de andre fra deres tid i akademiet til de havner på Enterprise. Men samtidigt har de været så sindrige at lave en tidssløjfe, så historien genfortælles, men ikke den historie vi allerede kender. Det er genialt.
Det er selvfølgelig en utaknemmelig opgave at besætte rollerne i sådan en relancering af Star Trek. Det er dog lykkedes udmærket. Særligt Spock bliver leveret meget overbevisende af Zachary Quinto. Zoë Saldana spiller Uhura og det er da glædeligt, men ikke overraskende. Til gengæld er Karl Urban som McCoy et pudsigt og rigtig godt valg. Det er faktisk kun Chris Pine som Kirk, der irriterer mig lidt, men spørgsmålet er om det ikke er en kvalitet ved netop den rolle. Den unge Kirk skal jo være en oprører og ualmindeligt øretæveindbydende og det gør Chris Pine udmærket.
Star Trek er klar til at udforske nye grænser og jeg glæder mig ret meget til at se de næste film med den nye besætning.
Sylvester Stallone er Kristus på korset og Jean Claude Van Damme er helpervers homoerotik. Det er nogle af Rikke Schubarts velunderbyggede påstande i hendes analyse af actionfilm gennem tiden. Rikke Schubart er nemlig noget så sjældent som ekspert i actionfilm og har skrevet en ph.d. om emnet. Konklusionerne fra denne har hun samlet i bogen “Med vold og magt – actionfilm fra Dirty Harry til the Matrix”.
Krudt, kugler og amerikansk populærkultur
Er actionfilm ikke bare film med biljagter, krudt, kugler og eksplosioner? Jo, det er på sin vis rigtigt, men det er også de dyreste og mest populære film, der bliver lavet og derved også indbegrebet af Hollywood og amerikansk populærkultur. Det er en tydelig genrefilm med sine egne temaer, konflikter og mytologi. Set i lys så er det faktisk underligt, der ikke er forsket mere i actionfilm. Det råder Rikke Schubart bod på og heldigvis for det. Hun er en skarp analytiker, og hun er også en fremragende formidler, og der er ingen tvivl om, hun selv holder meget af den genre, hun skriver om.
Når skjorten forsvinder helt, bliver helten usårlig.
Når en filmanmelder virkelig skal føre kniven, vil han ofte påstå, at en film er fyldt med klichéer, er klichepræget eller lignende. I betydningen, at filmen er forudsigelig, kedelig og spild af tid. Men faktisk kan vi ikke undvære klichéer. De fleste historier ville falde sammen uden en vis form for forudsigelighed og her er klichéer uundværlige. Der er en vis tryghed for tilskueren i at kunne forudsige det næste, der sker. Derudover er der mange genrer der er helt afhængige af disse klichéer. Jeg kunne nævne westerns (den ensomme rytter i solnedgangen), actionfilm (eksplosioner, biljagter) og romantiske komedier (dreng møder pige, de bliver taget fra hinanden og finder hinanden igen). Udfordringen for forfatteren og instruktøren er at bruge disse klichéer på en ny måde eller sådan, at de ikke virker som klichéer.
Den nye Indiana Jones giver mig en glimrende anledning til at skrive et indlæg, som jeg længe har haft lyst til at skrive. Ikke om den nye Indiana Jones film, men om den første. Jagten på den forsvundne skat/Raiders of the Lost Ark er efter min mening den bedste action/adventure film, der nogensiden er lavet.
Det er svært at sige, hvad der gør det, men det er et faktum, at ingen har kunnet gøre Lucas/Spielberg kunsten efter. Der er også forbavsende få, der har prøvet, selvom adventure-genren altid har fået mange folk i biografen. Farlig vej til Kina/High Road to China og Nu går den vilde skattejagt/Romancing the stone er halvhjertede forsøg og har det store problem, at de er mere romantiske komedier end adventure-film. Med eftertryk på komedie. Lucas og Spielberg ved derimod, hvad der skal til. De kender deres filmhistorie og bruger de gamle serials fra 30′erne som inspiration. De kørte i enhver biograf hver uge og for at holde spændingen i live (og være sikker på at folk vendte tilbage for at se næste afsnit) hang helten gerne i neglerødderne fra en klippekant i slutningen af hvert afsnit. Deraf udtrykket en cliffhanger. Eller også blev han udsat for andre halsbrækkende ting, han umuligt kunne overleve.
