Morten Harket

Morten Harket

I søndags var der en fremragende temaaften fra DR2 om 80’er-musik. Jeg sad selvfølgelig limet til skærmen, da min musikalske bevidsthed og (til dels) smag, blev skabt af musikken i firserne. Den musik vil altid stå mit hjerte nærmest. Der var et dokumentarprogram om a-ha’s kamp for et gennembrud. Naturligvis med sangen Take on me. Det der altid slår mig, når jeg ser den slags, er, hvor svært det kan være at bryde igennem som kunstner. Selv når talent, bandmedlemmer, musikken og det hele har den kvalitet, der skal til. Nu er Take on me ikke et nummer, jeg er så vild med. Det er en klar hitsang, men der er lidt for meget synthezizer-bibbob over det og teksten er underlig. Men efter meget hårdt arbejde og temmelig meget held, får de lavet den fantastiske Take on me-video, som, den dag i dag, stadig er imponerende. Det var før cgi gjorde sit indtog, så det hele er håndtegnet, hvilket ville være utænkeligt nuomstunder.

Men nu skulle det jo helst handle om Morten Harket. Jeg har på fornemmelsen, at han er en meget intuitiv eller ligefrem spirituel person. Han er i hvert fald meget introvert, genert og anti-selvfed – på trods af hans utrolige star quality. Under alle omstændigheder går historien, at han hørte Pål og Magne til koncert og tænkte, at det simpelthen var skæbnens vilje, at han skulle synge i det band. Det endte han jo så også med og når de andre tvivlede, så var det ham, der troede på projektet a-ha, selvom han kom ind fra sidelinjen.

Jeg har en svaghed for gode sangere. Er sangeren god er musikken eller genren sekundær for mig. Morten Harket er på det punkt i sin egen klasse. Hans stemme ligner ingen andres, og den lyder som om den er på grænsen til falset, men det er bare sådan, den lyder. For hans vokale spændvidde og kontrol er stor. Hans stemme lyder hjemmevant, uanset om han synger dybe eller høje toner, og der er tydeligvis bund i stemmen. Den er aldrig ved at knække. I øvrigt har han rekorden for længste tone i en sang. I nummeret Summer Moved On holder han en tone i 20,2 sekunder.

Onde tunger vil påstå, at han ikke kan synge sådan i virkeligheden, men i gruppen dk.kultur.musik siger de, der har set a-ha live, at det kan han. Det tror jeg også han kan.

Lick it up

[photopress:lick_it_up.jpg,full,alignright]

En gang i mellem må jeg bare høre en klassiker. I dag blev det “Lick it up” med KISS. Albummet er mest kendt for, at det var det første med bandet uden deres velkendte masker. Alene det boostede salgstallene en del. Gutterne har altid haft næse for, hvordan de kunne give karrieren et skub og samtidig tjene en bedre skilling. Albummet er dog ikke uden evner. Foruden titelnummeret er de fleste numre gedigne rockklassikere. Der er den melankolske “A Million to One”, den rap-agtige “All Hells Breaking Loose”, samt et typisk Gene Simmons nummer “Fits Like a Glove”. Kender man Gene (og hans tekster) giver det sig selv, hvad det er der “fitter” hvor og hvad sangen i øvrigt handler om.

Under the Iron Sea

[photopress:under_iron_sea.jpg,full,alignright]

Jeg har set meget frem til dette album, da jeg synes Keane’s første album var ret godt. Umådelig godt faktisk. Melodierne var lige i skabet og musikken bestod kun af klaver og trommer, samt Tom Chaplins fremragende vokal. Disse enkle klare melodier var og er rene ørehængere. Det nye album er jeg lidt i tvivl om. Har hørt det et par gange og det der slår mig som det første er, at lydbilledet er blevet mere svulstigt. Mere Cold Play-agtigt. Det er ærgerligt for det er netop dette, der gør Cold Play uudholdelig at høre på. Men lad os nu se. Første single “Is it Any Wonder” har heftigt guitar, men er svær ikke at synge med på alligevel. Det samme gælder et nummer som “Crystal Ball”, der dog også er for overproduceret i mine ører, men stadig hørbar.

Jeg giver albummet lidt mere airplay og ser om det ikke sætter sig alligevel.

Musikbloggen

Der var jo engang nede i firserne, hvor jeg gik *op* i musik. Det betød s’gu noget hvad man lyttede til og man sagde med stolthed i stemmen “Der er ikke ét album i min samling, som jeg ikke kan lide”. Underforstået, at fejlkøb eksisterede ikke og man sørgede simplethen for at luge ud i de mest pinlige fejlkøb uden at nogen opdagede det.

Jeg er blevet klogere siden. Selv svipserne kan have sin charme mange år efter og Mel & Kims album kan have nostalgiske kvaliteter, selvom både albummet og pigerne var døgnfluer.