[photopress:lick_it_up.jpg,full,alignright]

En gang i mellem må jeg bare høre en klassiker. I dag blev det “Lick it up” med KISS. Albummet er mest kendt for, at det var det første med bandet uden deres velkendte masker. Alene det boostede salgstallene en del. Gutterne har altid haft næse for, hvordan de kunne give karrieren et skub og samtidig tjene en bedre skilling. Albummet er dog ikke uden evner. Foruden titelnummeret er de fleste numre gedigne rockklassikere. Der er den melankolske “A Million to One”, den rap-agtige “All Hells Breaking Loose”, samt et typisk Gene Simmons nummer “Fits Like a Glove”. Kender man Gene (og hans tekster) giver det sig selv, hvad det er der “fitter” hvor og hvad sangen i øvrigt handler om.

[photopress:under_iron_sea.jpg,full,alignright]

Jeg har set meget frem til dette album, da jeg synes Keane’s første album var ret godt. Umådelig godt faktisk. Melodierne var lige i skabet og musikken bestod kun af klaver og trommer, samt Tom Chaplins fremragende vokal. Disse enkle klare melodier var og er rene ørehængere. Det nye album er jeg lidt i tvivl om. Har hørt det et par gange og det der slår mig som det første er, at lydbilledet er blevet mere svulstigt. Mere Cold Play-agtigt. Det er ærgerligt for det er netop dette, der gør Cold Play uudholdelig at høre på. Men lad os nu se. Første single “Is it Any Wonder” har heftigt guitar, men er svær ikke at synge med på alligevel. Det samme gælder et nummer som “Crystal Ball”, der dog også er for overproduceret i mine ører, men stadig hørbar.

Jeg giver albummet lidt mere airplay og ser om det ikke sætter sig alligevel.

Der var jo engang nede i firserne, hvor jeg gik *op* i musik. Det betød s’gu noget hvad man lyttede til og man sagde med stolthed i stemmen “Der er ikke ét album i min samling, som jeg ikke kan lide”. Underforstået, at fejlkøb eksisterede ikke og man sørgede simplethen for at luge ud i de mest pinlige fejlkøb uden at nogen opdagede det.

Jeg er blevet klogere siden. Selv svipserne kan have sin charme mange år efter og Mel & Kims album kan have nostalgiske kvaliteter, selvom både albummet og pigerne var døgnfluer.